Kulturskolen starter lungekor i Hadsund

 

I marts måned startede Mariagerfjord Kulturskole et lungekor op for lungesyge i Hobro. Koret har været en så stor succes, at Kulturskolen nu også starter et lungekor op i Hadsund. Det giver lungesyge i den østlige del af kommunen mulighed for bl.a. at forbedre deres vejrtrækning. 


Lungekoret er for alle

Lungekoret er et gratis tilbud for alle kommunes borgere med en lungesygdom. Du behøver ikke at have sunget tidligere i dit liv – det vigtigste er, at du har lyst til at synge, være sammen med andre og have det sjovt. Udover at synge sange laver sangerne vejrtrækningsøvelser, stemmeøvelser og kropsøvelser. Koret  ledes af den erfarne korleder Maj-Lis Hoffer Henriksen, som også har lungekoret i Hobro. 

Stor succes med forbedret lungefunktion

Sangtræningen kan give mennesker med en lungesygdom bedre kontrol over deres vejrtrækning, hvilket også kan bruges til at tackle hverdagen.
I Lungekoret i Hobro har flere af de lungesyge sangere mærket en markant forbedring i løbet af de 6 mdr., de har været en del af lungekoret: 

’Jeg kan mærke at koret har gjort en forskel bl.a. pga. af de gode øvelser vi får, ligesom vejrtrækningsøvelserne har gjort mig mere bevidst om vigtigheden af at bruge vores vejrtrækning på den optimale måde. Det har bl.a. hjulpet mig, når jeg går ture.

Derudover er der den glæde man får ved at synge sammen med andre. Det giver så meget positiv energi, som jeg kan bruge resten af dagen. Den positive atmosfære det foregår i giver så meget livsglæde’, – fortæller Ellen Friis, sanger i lungekoret. 


Opstart torsdag d. 29. september  2016

Der er korsang hver torsdag kl. 10.00-12.00 og koret starter op d. 29. september. Vi mødes i Hadsund Kultucenter og der er ingen tilmelding, man møder bare op.

Har du spørgsmål og vil høre nærmere om lungekoret så  kan du kontakte korlederen Maj-Lis Hoffer Henriksen på tlf. nr. 61 13 10 07 mail: mahen@mariagerfjord.dk . Du kan også læse mere koret på www.lunge.dk/lungekor

 

- Det anslås, at 430.000 danskere lever med sygdommen - en stor del uden at vide det. 
- Det typiske tegn på KOL er åndenød, som skyldes, at lungefunktionen er permanent nedsat. 
- Sygdommen kan ikke helbredes, men man kan bremse udviklingen ved at stoppe med at ryge, dyrke motion og tage medicin. 
- KOL diagnosticeres via en lungefunktionsmåling hos lægen.