NYHEDSBREV - NOVEMBER 2021
Lucca og Rodi
To kulturskoleelevers fortælling
I november måned har du på Facebook og Instagram kunnet møde to seje kulturskoleelever, Lucca og Rodi, i en personlig fortælling om dem og deres fag.
Lucca spiller klarinet og Rodi går til billedkunst, begge på 6. år. Med fortællingen giver de et indblik i, hvordan det er at gå til et kulturfag på Kulturskolen.
Lucca fortæller
"I starten kunne jeg ikke engang få lyd ud ad den, men nu kan jeg bare rigtig godt lide det. Jeg synes det er fedt og hyggeligt at spille musik.
Hvis man elsker at spille musik, og synes det kunne være sjovt at spille et blæseinstrument, så synes jeg man skulle tage at prøve det. Det kan jo både bruges til jazz og klassisk musik, eller hvad man nu vil spille. Og man behøver ikke have prøvet det før. Man lærer blæseteknikken og vejrtrækningsteknikken hen ad vejen.”
Rodi fortæller
”Da jeg startede havde jeg ikke rigtig en idé om hvad jeg lavede, men jeg vidste, at jeg var kommet til et sted hvor jeg kunne lave alt det jeg havde lyst til og ting jeg ikke havde prøvet før. Jeg tror faktisk det var det, der fangede mig i starten.
Jeg har malet siden jeg var lille. Men det behøver man ikke for at starte til billedkunst. Alle kan være med fordi det vi laver er så forskelligt. Man skal bare have lysten til at være kreativ, og så kommer det helt af sig selv. Når man har lysten er det sjovt at udfordre sig selv”
NY BESTYRELSE
Kulturskolens nye bestyrelse er konstitueret med ny formand, Karen Bente Holmgaard, og næstformand, Bent Selchau.
Vi byder velkommen til to ny forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer, Jesper Helbo Vinther og Melanie Simick.
Vi glæder os alle til et spændende og produktivt bestyrelsesår!
Se den nye bestyrelse og referater af alle bestyrelsesmøderne her.
SAMARBEJDE MED FJORDGADE
Kulturskolen og værestedet Fjordgade har sammen startet et nyt projekt
Værestedet Fjordgade er et u-visiteret og anonymt samværs- og aktivitetstilbud for borgere med socialpsykiatriske udfordringer og for borgere med en udviklingshæmning. Værestedet giver støtte og samvær til borgere i Mariagerfjord Kommune og har fokus på at være gode til at afholde og udvikle gode meningsfulde aktiviteter.
Kulturskolen og Værestedet Fjordgade har sammen startet en nyt projekt hvor borgere fra Værestedet ugentligt går til billedkunst på Kulturskolen. Hver mandag morgen i 12 uger har borgerne således haft mulighed for at slippe kreativiteten løs og få en dejlig start på ugen.
Maria Naja Leer, underviser i billedkunst på Kulturskolen, fortæller om projektet:
”Borgerne har en åbenhed og nysgerrighed som de har taget med ind i projektet, og man kan mærke at de virkelig gerne vil lære noget. I starten troede jeg, de helst ville arbejde med egne ting, men de har taget meget positivt imod alt hvad jeg har haft med. Nogle har ideer de gerne vil afprøve, og andre arbejder videre med mine oplæg, så det er bare en fornøjelse med det hold.”
Afdelingsleder for Værestedet, Peter Steen, fortæller derudover
”Når vi nu samarbejder med Kulturskolen om at afholde et billedkunstforløb, så er det fordi vi ved at mange af vores brugere får rigtig meget ud af at udtrykke sig gennem kunst og kreative aktiviteter. Det er nyt at vi gør det i samarbejde med Kulturskolen, som kan tilføje vores aktiviteter en ny dimension ved at have faguddannede undervisere til at stå for selve undervisningen, suppleret med personale fra Værestederne, som har erfaringen og den daglige kontakt med deltagerne. Vi ser på dette samarbejde som meget frugtbart og som en kvalitetsforøgelse af vores tilbud til brugerne af vores Væresteder.”
Ask Andreassen, souschef på Kulturskolen, sætter også ord på kvaliteterne af samarbejdet
"Kulturskolen løfter her - en for kunsten - meget væsentlig rolle, nemlig at bringe borgere tættere på det skabende kreative univers. Vi oplever, at der skabes et meningsfyldt rum, der giver både smil og tid til selvrefleksion."